Boligminister som tækkemand

25. november 2019

Boligminister Kaare Dybvad finder det nødvendigt at gå tilbage til mere oprindelige materialer som tagrør, hvis byggeriet skal nå regeringens ambitiøse krav om nedsættelse af CO2-udledninger

”Vi skal i gang med at bruge materialer, der i langt højere grad lagrer CO2 og dermed gavner bæredygtighed og biodiversitet”, sagde boligminister Kaare Dybvad fredag under et besøg på kulturstedet Lindegården i Lyngby, hvortil han var inviteret af tækkemændenes branchekontor.
Kaare Dybvad nævnte trækonstruktioner, også i tre og fire etagers højde, med stråtag som eksempler på at vende tilbage til materialer, der er bedre for klimaet, men som i nogle årtier har været fortrængt af bl.a. betonelementer.

”Det jo i de materialer, vi putter ind i byggeriet, at bliver brugt virkelig meget CO2, det er jo i de materialer, vi putter ind i byggeriet. Vi mangler et overblik over materialernes samlede CO2 aftryk, men jeg er helt sikker på, at stråtaget vil have gode muligheder for at komme i betragtning, sammenlignet med mange af de materialer, der bliver brugt i dag”, sagde boligministeren.

Tækkelaugets formand, Thomas Gerner, tog handsken op ved at citere Kaare Dybvad for en udtalelse i oktober:
”Du opfordrede byggeriet til at komme på banen med klimavenlige byggeløsninger. Som repræsentant for denne lille del af byggebranchen kan jeg blot sige: Værsgo, her er det”, sagde formanden for de organiserede danske tækkemestre og tilføjede:
”Et moderne, veludført stråtag er både klimavenligt, bæredygtigt og en rigtig holdbar tagløsning”.

Minister som tækkemand
Danmarks boligminister prøvede selv at lægge stråtag i praksis, da han i fredags besøgte kulturstedet Lindegården i Kgs. Lyngby, inviteret af tækkemændenes branchekontor.

Ministerens glimrende debut som tækkemand førte til tilbud om job i branchen, som Kaare Dybvad dog afslog med et smil.
Professor Anne Beim fra arkitektskolen i København, KADK, lagde i sin tale vægt på, at de eneste ægte bæredygtige materialer er træ, ler, halm og strå, så også fra den kant er der fakta, der peger på, at naturens egne materialer står foran en renæssance i byggeriet.

Boligminister Kaare Dybvad varslede, at der i en kommende lovgivning kan komme krav til byggematerialers klimaaftryk gennem hele livscyklussen fra vugge til grav.

”I så fald er vi mere end klar”, siger Tækkelaugets formand. Vi har en miljøvaredeklaration (EPD. red), udført i samarbejde med Teknologisk Institut, som klart viser, at stråtaget er det mest klimavenlige tag”, siger Thomas Gerner.

 

Alle nyheder



Du er her: ForsideNyhederBoligminister som tækkemand
www.straatagetskontor.dk